Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vi holder af traditioner

Traditioner ved højtider

Fastelavn:

Hvert år fejrer vi fastelavn med tøndeslagning. Vi bruger gerne ugen op til fastelavnsfesten på at pynte huset, gøre tønderne klar, synge sange mv. Her i Gartnergården bliver man aldrig for gammel til at klæde sig ud, og børnene vil således også møde voksne der er udklædt.

Påske:

Til påske afholder vi påskeuge, hvor der er forskellige værksteder børnene kan være kreative i eller hvor der laves påskelege. Forældrebestyrelsen arrangerer æggejagt på legepladsen, hvor alle børnene er på jagt efter chokoladeæg. Til påske får vi også besøg af præsten fra Ansgar kirken, der kommer og fortæller med sang, skuespil og oplæsning om hvorfor vi fejrer påske. Hele ugen sluttes af med fælles påskefrokost, hvor alle børn medbringer noget til buffeten.

Sankt Hans:

Hvert år afholder vi også Sankt Hans. Børnene er med til at bygge heks, vi tænder bål, synger midsommervisen og nogle ganger laver vi også noget spiseligt over bålet. Børnene får læst højt hvorfor vi holder Sankt Hans.

Halloween:

Når vi rammer efteråret, finder vi endnu en gang udklædningstøjet frem, da der skal fejres halloween. Det er en dag fyldt med uhyggelige hyggelige aktiviteter. Det er forskelligt fra år til år, hvilke aktiviteter vi tilbyder.

Julen:

Sidst på året rammer vi december, som er fyldt med masser af traditioner. December starter som regel med risengrød til frokost. Vi holder blandt andet fællessamling to gange om ugen, hvor vi synger julesange, får pebernødder og får besøg af husnissen Julius. Julius kommer med gaver til børnene hvert år (hvert barn medbringer en pakke til hans julesæk)

I december har vi juleværksted flere gange om ugen. Her bliver der både klippet julepynt og lavet julegaver til børnenes forældre. Vi er også altid forbi kirken, hvor vi er til julegudstjeneste. Nogle gange er alle børnene med og andre gange er det kun mellem- og ældstegruppen der er med.

Omkring d. 13. december går ældstegruppen Luciaoptog ude på legepladsen, hvor forældre og søskende er inviteret til at komme og kigge.

Ingen jul uden julefrokost, så det har vi selvfølgelig også. Ligesom til påske, medbringer hvert barn en ting til en fælles buffet.

Forældrebestyrelsen inviterer

I Gartnergården har vi tradition for at have en engageret forældrebestyrelse. De planlægger forældrekaffe flere gange om året og inviterer ligeledes til fest i august/september hvert år.